HVALURIN ER MÍN

Tað eru góð tíðindi at fleiri flokkar í danska tinginum taka undir við burðardyggari veiðu av hvali og kópi í Norðurhøvum. Hetta visti Information at siga nú ein dagin frá eitt nú Christian Juhl hjá Eindarlistanum, sum er framsøgumaður í norðurlendskum og arktiskum málum.

Vágaportalurin (við kelduávísing) og Kringvarpið (uttan kelduávísing) endurvarpaðu hesi tíðindi frá norska útvarpinum NRK í morgun.

Eg kann skoyta uppí eitt føroyskt sjónarhorn, tí eg tók sjálvur spurningin upp í fólkatinginum, tá viðurskifti í Arktis vóru til viðgerðar 26. oktober. Tá spurdi eg uttanríðismálaráðharran, Anders Samuelsen, um danska stjórnin fór at fylgja ynskinum hjá ES um at víðka heimildirnar hjá altjóða hvalaveiði felagsskapinum IWC ella fylgja kravinum frá føroyingum og grønlendingum um, at IWC skal halda seg langt burtur frá smáhvalum.

Tá var Anders Samuelsen ikki førur fyri at svara beinleiðis, men segði seg vilja venda aftur við einum svari, og tað gjørdi hann tveir dagar seinni.

Spurningurin um burðardygga gagnnýtslu av havsins súgdjórum hevur ofta verið frammi í fólkatinginum seinastu tvey árini. Eg havi støðugt ført fram, at onki land og ongin felagsskapur eigur at fáa orðið fyri seg í arktiska ráðnum, fyrr enn tey hava viðurkent rættin hjá okkum, sum búgva í Norðuratlanshavi og Arktis at gagnnýta havsins tilfeingi burðardygt. Vit mugu ongantíð slaka í hesum spurninginum – heldur ikki tá tað snýr seg um at veiða grindahval – tí grundarlagið undir okkara vælferð er júst tilfeingið í havinum.

Fyri fáum mánaðum síðani skipaði Tjóðveldi saman við arktiska arbeiðsbólkinum fyri eini ráðstevnu um júst hendan spurningin. Tá tók ein røð av vísindafólki úr Norðurhøvum lut, og eisini tað átakið hevur inspirerað fleiri danskir flokkar til at taka undir við, at atlitini til grønlendsk og føroysk áhugamál viga tyngri enn skilaleysu djóraverndaráhugamálini hjá ES.

Brot úr røðuni 26. oktober 2017:

”Sælkatastrofen og bæredygtig udnyttelse”

”Jeg behøver vel ikke minde denne stolte forsamling af folketingspolitikere om katastrofen for den grønlandske fangerbefolkning som resultat af forbuddet mod import af sælprodukter. En hel kultur blev udslettet, store indkomster i både Grønland og Canada blev med et pennestrøg forvandlet til ruin, fordi kontinentale politikere i Europa og USA lod sig forføre af prominente dyreværnsaktivister, der helst spiser bøffer i små portioner, så de kan undgå at skære i dem.

Men følgerne af den katastrofe er langt større end som så. For når ingen jagter sæler, så vokser bestanden. Og de spiser store mængder fisk. Ved en høring her i folketinget berettede en af Canadas ypperste forskere, at bestandene var vokset med op til 4 millioner sæler i farvandet mellem Grønland og Canada. De fortærer 15 kilo fisk om dagen, som svarer til en biomasse på 60 millioner kilo pr. dag.

Uanset hvilke forsigtighedsprincipper du lægger i regnestykket, så er der tale om tab af enorme indtægter, som kunne øge velfærden i området, hvis både sæler og fisk blev udnyttet bæredygtigt.

Og når vi ved at 750 millioner mennesker går sultne i seng hver eneste dag, så kan man undre sig over, hvorfor man ikke gør en gedigen indsats for at reetablere en mere fornuftig og bæredygtig økobalance i det område.

Men det kommer jo an på, hvem der sætter dagsordenen, og hvem der har magten til at gennemtrumfe de beslutninger der gør en forskel.

Derfor gentager jeg nu for Gud ved hvilken gang, at alle som sidder ved bordet i Arktisk Råd - som medlemmer eller observatører - bør først skrive under på, at de accepterer det arktiske folks ret til bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer og åbne deres markeder for de varer og produkter, som kan produceres fra disse råvarer.

Verdensmål, havet og hvaler

Se - det ville gøre en forskel. Men så skal vi også blæse til kamp mod de uhyrlige embargoer, som både USA og EU har mod sælskindsprodukter. Jeg tror godt det kan lade sig gøre, uden at landene som taler det arktiske folks sag, behøver at havne i en kontinental skammekrog, for mange brugere har efterhånden fået øjnene op for at bæredygtig udvikling er det mål hele verden bør indrette sig efter. Det handler ikke længere om romantisk dyreværn alene – det handler om at sætte handling bag de 17 verdensmål, som alle verdens lande har forpligtet sig til at kæmpe for.

Hverken Grønland eller Færøerne er medlem af FN, og derfor er det Danmark som har underskrevet aftalen om verdensmålene fra 2015. Jeg kan læse i rapporten, at verdensmålene bliver et overordnet tema for arbejdet i Sustainable Development Working Group under Arktisk råd, med deltagelse fra både Grønland og Færøerne. Det er godt, men jeg er ikke sikker på det er nok. Verdensmålene er en vigtigt omdrejningspunkt for hele den arktiske strategi, men Færøerne og Grønlands indspark til for eksempel verdensmål 14 om havet, bør også respekteres i dansk udenrigspolitik generelt.

Jeg ser ingen henvisning til den internationale hvalfangst kommission IWC i rapporten, men jeg har forstået, at EU har til hensigt at stemme for, at småhvaler også skal administreres af denne mærkelige konstruktion, som har udviklet sig til en legeplads for ekstremistiske dyreværns holdninger.

Jeg håber inderligt, at udenrigsministeriet har gjort det klokkeklart for EU, at Danmark – hverken hvad for så vidt angår Færøerne, Grønland eller Danmark - leverer sin stemme til denne aktion.

Vi har et udmærket og kompetent organ i North Atlantic Marine Mammal Organisation – NAMMCO – som på videnskabeligt grundlag løbende vurderer størrelsen af bestande, udvikling af best practice i fangstmetoder og rådgiver om andre beslægtede emner.

Jeg har stor tillid til, at Danmark opfører sig fornuftigt i denne sag, fordi opbakningen til at fortsætte en bæredygtig grindefangst på Færøerne har været stor i folketinget og hos regeringen.”

Magni Arge, fólkatingsmaður