»§ 25 e. Børne- og socialministeren kan indgå aftale med myndighederne på Færøerne om forholdet mellem reglerne for Danmark og Færøerne om adoption. Aftalen finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende.«
Forslaget er stillet i forbindelse med Færøernes overtagelse af person, familie og arveretten – især det man kalder fremmedadoption, som altså handler om at adopter børn fra andre lande.
Det går fint med forberedelserne til overtagelsen. Samarbejdet mellem rigsombuddet og indenrigsministeriet på Færøerne foregår i en positiv og konstruktiv ånd. Flere forventes at fortsætte i IM, og vi forventer at holde køreplanen om overtagelse til ólavsøka 2018.
Adoptionsdelen har nogen udfordringer, fordi der bl.a. er meget få sager - 3 til 7 om året - og krav om at holde internationale standarder.
Det færøske landsstyre har udtrykt ønske om at fortsætte den eksisterende praksis i en samarbejdsform mellem Færøerne og Danmark, så alle involverede parter kan se frem til en kontinuerlig fortsættelse af igangværende adoptions sager.
Derfor fremsættes dette forslag til bestemmelse i adoptionslovens §25e i Folketinget. Sundheds- og Indenrigsministeriet på Færøerne fremsætter forslag til lagtingslov, hvorved der i adoptionsloven for Færøerne med virkning for overtagelsen af den familieretlige lovgivning den 29. juli 2018 indsættes en bestemmelse, der svarer til den foreslåede bestemmelse i adoptionslovens § 25 e.
Det medfører bl.a., at forældre, der allerede står på fælles ventelister, forbliver på samme plads i køen. Hvis der er tale om forældre, der flytter fra Færøerne til Danmark eller omvendt, så påvirker det ikke deres status i forhold til, hvornår deres adoptionssag kommer til behandling.
Skule de starte forfra – som blev en sag for dem der stod på listen for adoption fra Etiopien, der blev annulleret – var der risiko for, at de mistede væsentlig tid og kunne blive for gamle til at komme i betragtning, når de endelig stod for tur.
Overtagelse af adoptionsdelen forudsætter, at DK opretholder tilsyn med de færøske myndigheders behandling af adoptionssager, fordi DK har tiltrådt Haagerkonventionen om beskyttelse af børn og internationalt samarbejde om adoption.
Derfor foreslås, at Børne- og Socialministeren får bemyndigelse til at indgå aftale med landsstyret om samarbejde mellem Danmark og Færøerne om adoption.
Det foreslås, at der i adoptionsloven indsættes en ny bestemmelse (§ 25 e), der giver børne- og socialministeren bemyndigelse til at indgå aftale om forholdet mellem reglerne for Danmark og Færøerne om adoption.
En sådan aftale skal fastlægge rammerne for samarbejdet mellem danske og færøske myndigheder om fremmedadoption efter en færøsk overtagelse af adoptionsområdet.
Aftalen vil navnlig fastlægge myndigheders og adoptionsformidlende organisationers kompetencer, når en adoptionssag har tilknytning til flere landsdele.
Med hensyn til international fremmedadoption vil samarbejdet indebære, at en adoptionsformidlende organisation formidler børn fra udlandet til alle landsdele, at tilsynet med organisationen føres af danske myndigheder, og at danske myndigheder kan inddrages i sager om godkendelse som adoptant.
Det vil være myndigheder i Danmark, der beslutter, fra hvilke lande børn kan adopteres til Danmark og Færøerne. Samtidig vil det være myndigheder i Danmark, der med virkning for alle landsdele kan stoppe adoption fra bestemte lande.
Det vil endvidere være myndigheder i Danmark, der godkender en adoptionsformidlende organisations samarbejdspartner i de lande, som organisationen er godkendt til at formidle børn til adoption fra.
Endelig vil en samarbejdsaftale skulle indeholde regler om opsigelse af aftalen med et vist varsel - eksempelvis hvis den nuværende regelharmoni på adoptionsområdet bortfalder, navnlig i relation til godkendelse af adoptanter, frigivelse af børn til adoption og matching af børn og adoptanter.
Jeg har også læst de kritiske høringssvar angående Haagerkonventionen og deres forslag til, at Færøerne hellere bør ”adoptere” FN’s børnekonvention.
Men som sagen står nu, anser de færøske myndigheder, at den mest robuste fortsættelse er gennem et samarbejde, der holder sig til eksisterende procedurer.
Jeg kan i den forbindelse kommentere, at selvom man indgår dette samarbejde mellem Danmark og Færøerne, så vil Færøerne stadigvæk have mulighed for at ændre på sin praksis – eventuelt med den følge, at samarbejdet ikke kan fortsætte, hvis der bliver væsentlige forskelle på landenes regelværk.
For eksempel ville man fra færøsk side gerne have en samlet liste for alle adoptanter, uanset hvilket land man måtte ønske at adoptere fra, mens man i Danmark lister forældrene på forskelle lister alt efter, hvilket land de søger at adoptere børn fra. Det har så den konsekvens, at lukkes der for fra det ene land, så skal de potentielle adoptivforældre starte forfra på en ny liste.