"Arktis og Cavling prisen

Jeg tror ikke denne beretning om Arktis vinder nogen Cavling pris, og jeg tror heller ikke den får rummelig plads i historiebøgerne for banebrydende nytænkning om arktisk politik.

Men det er sikkert et velment forsøg på at legitimere Danmarks geopolitiske vægt i arktis gennem det såkaldte rigsfællesskab med Grønland og Færøerne. Når jeg blader den igennem finder jeg mange udmærkede henvisninger til forskellige tiltag i det arktiske samarbejde og brudstykker om grønlandske og færøske forhold garneret med forskellige hensigtserklæringer.

Jeg savner dog kød og blod på den strategiske indsats med afsæt i ambitioner om at skabe de bedst mulige forhold for dem som lever i det arktiske område. For i min verden handler det først og fremmest om at værne om og udvikle levevilkår for folket, som bor i arktis og det Nordatlantiske område.

Tager man hånd om den problemstilling, så tager man også hånd om de store udfordringer som klimaændringer, forurening og sikkerhedspolitiske aspekter, som truer med at erodere den menneskelige eksistens flere steder på kloden.

Hvis man derimod indretter den aktiske politik efter stormagterne og andre fjerne interresenters dagsorden, så er risikoen stor for, at den arktiske befolkning kommer til at betale en høj pris for andres interesser.

Sælkatatastrofen og bæredygtig udnyttelse

Jeg behøver vel ikke minde denne stolte forsamling af folketingspolitikere om katastrofen for den grønlandske fangerbefolkning som resultat af forbuddet mod import af sælprodukter. En hel kultur blev udslettet, store indkomster i både Grønland og Canada blev med et pennestrøg forvandlet til ruin, fordi kontinentale politikere i Europa og USA lod sig forføre af prominente dyreværnsaktivister, der helst spiser bøffer i små portioner, så de kan undgå at skære i dem.

Men følgerne af den katastrofe er langt større end som så. For når ingen jagter sæler, så vokser bestanden. Og de spiser store mængder fisk. Ved en høring her i folketinget berettede en af Canadas ypperste forskere, at bestandene var vokset med op til 4 millioner sæler i farvandet mellem Grønland og Canada. De fortærer 15 kilo fisk om dagen, som svarer til en biomasse på 60 millioner kilo pr. dag.

Uanset hvilke forsgtighedsprincipper du lægger i regnestykket, så er der tale om tab af enorme indtægter, som kunne øge velfærden i området, hvis både sæler og fisk blev udnyttet bæredygtigt.

Og når vi ved at 750 millioner mennesker går sultne i seng hver eneste dag, så kan man undre sig over, hvorfor man ikke gør en gedigen indsats for at reetablere en mere fornuftig og bæredygtig økobalance i det område.

Men det kommer jo an på, hvem der sætter dagsordenen, og hvem der har magten til at gennemtrumfe de beslutninger der gør en forskel.

Derfor gentager jeg nu for Gud ved hvilken gang, at alle som sidder ved bordet i Arktisk Råd - som medlemmer eller observatører - bør først skrive under på, at de accepterer det arktiske folks ret til bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer og åbne deres markeder for de varer og produkter, som kan produceres fra disse råvarer.

Verdensmål, havet og hvaler

Se - det ville gøre en forskel. Men så skal vi også blæse til kamp mod de uhyrlige embargoer, som både USA og EU har mod sælskindspordukter. Jeg tror godt det kan lade sig gøre, uden at landene som taler det arktiske folks sag, behøver at havne i en kontinetal skammekrog, for mange brugere har efterhånden fået øjnene op for at bæredygtig udvikling er det mål hele verden bør indrette sig efter. Det handler ikke længere om romantisk dyreværn alene – det handler om at sætte handling bag de 17 verdensmål, som alle verdens lande har forpligtet sig til at kæmpe for.

Hverken Grønland eller Færøerne er medlem af FN, og derfor er det Danmark som har underskrevet aftalen om verdensmålene fra 2015. Jeg kan læse i rapporten, at verdensmålene bliver et overordnet tema for arbejdet i Sustainable Development Working Group under Arktisk råd, med deltagelse fra både Grønland og Færøerne. Det er godt, men jeg er ikke sikker på det er nok. Verdensmålene er en vigtigt omdrejningspunkt for hele den arktiske strategi, men Færøerne og Grønlands indspark til for eksempel verensmål 14 om havet, bør også respekteres i dansk udenrigspolitik generelt.

Jeg ser ingen henvisning til den interantionale hvalfangst kommission IWC i rapporten, men jeg har forstået, at EU har til hensigt at stemme for, at småhvaler også skal administreres af denne mærkelige konstruktion, som har udviklet sig til en legeplads for ekstremistiske dyreværns holdninger.

Jeg håber inderligt, at udenrigsministeriet har gjort det klokkeklart for EU, at Danmark – hverken hvad for så vidt angår Færøerne, Grønland eller Danmark - leverer sin stemme til denne aktion.

Vi har et udmærket og kompetent organ i North Atlantic Marine Mammal Organisation – NAMMCO – som på videnskabeligt grundlag løbende vurderer størrelsen af bestande, udvikling af best practice i fangstmetoder og rådgiver om andre beslægtede emner.

Jeg har stor tillid til, at Danmark opfører sig fornuftigt i denne sag, fordi opbakningen til at fortsætte en bæredygtig grindefangst på Færøerne har været stor i folketinget og hos regeringen.

Sikkerhedspolitik og militær oprustning

Tilliden er knap så stor, når det handler om ægte medinflydelse og medinddragelse i sikkerhedspolitiske spørgsmål, som beskrives i Fámjinserklæringen fra 2005. Jeg spurgte forsvarsministeren forleden om han mente regeringen havde sørget for ægte medindflydelse og medinddragelse i forhold til den forestående oprustning af det danske forsvar og dets operationer i Nordatlanten.

Men jeg fik ikke svar på spørgsmålet, men derimod en udtalelse som lød sådan, og jeg citerer: “Grundlaget for Arktis-aftalen blev udarbejdet i tæt koordination med både Grønland og Færøerne. Færøerne har således været med til at sætte rammerne for styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Nordatlanten og Arktis.”

Den færøske udenrigsminister afviser, at det færøske landsstyre havde nogen indflydelse på Arktis-aftalen fra 2016 angående den forsvarsmæssige satsning i Arktis og Nordatlanten.

I Danmark er man meget følsom overfor brud på aftaler og regler. Derfor undrer det mig, at man ikke bestræber sig på, at overholde intentionerne i Fámjin erklæringen. Men måske har man i forsvarsministeiet ikke fundet nøglen til skuffen med Fámjinserklæringen.

Det var derfor godt at læse i bilag 5 til regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitske strategi for 2017-18, at man agter at addreser de sikkerhedspolitiske udfordringer i Arktis sammen med Færøerne og Grønland. Men det ligner mere pælne hensigtserklæringer end reel vilje til at efterleve Fámjinserklæringen.

Artkisk råd

I redegørelsen kan vi læse om nye lande og organisationer, som har opnået observatør status i det Arktiske Råd, og der nævnes eksplicit Sveits, mens der mellem linjerne beklages, at EU stadigvæk står udenfor døren, fordi Rusland blokerer deres ansøgning.

Men det nævnes ikke med ét ord, at det parlamentariske samarbejdsorgan mellem Færøerne, Grønland og Island – Vestnordisk Råd – også var blandt dem som fik observatør status tilkendt.

Det var i min verden en stor dag, fordi vi har netop brug for at styrke repræsentationen af landene i det arktiske område og deres befolkninger i den eksklusive klub, som gør sin indflydelse gældende i det Arktiske Råd.

Gennem Vestnordisk Råd har Grønland og Færøerne – sammen med Island - også en selvstændig mulighed for at påvirke politik og retning for det Arktiske Råd fremover, og derved tage afsæt alene i vores egne interesser og prioriterer.

Jeg har erfaret i arktiske forum, at flere befolkningsgrupper – enten præget af geografisk lokation eller som oprindelige folk – føler et stort behov for større anerkendelse af deres selvbestemmelsesret i det arktiske område.

Og derved havner jeg tilbage i mit udgangspunkt om, at den arktiske politik og strategi i langt større grad bør tage afsæt i folkene der bor i arktis og deres fremtidige velfærd. For uanset hvor stor omhu andre aktører måtte have for deres situation og udvikling, så vil det aldrig kunne måles med den energi og det ansvar, som folk har for deres eget land og deres egen fremtid.

Ny samarbejdsform

Jeg har i andre sammenhænge fremhævet, at samarbejdsformen mellem Danmark og Færøerne er udløbet for sidste salgsdato for længst. Vi lever i en globaliseret verden med helt andre udfordringer i dag end tidligere.

Det er et faktum, at Danmark har overladt en stor del af sin suverænitet til EU, men holder stadigvæk fast i højhedsretten over både færøske og grønlandske udenrigspolitiske interesser. Det hæmmer vores bevægelsesfrihed og indflydelse i arktiske og nordatlantiske anliggender, det hæmmer vores muligheder i handelspolitiske sammenhænge og har skabt og vil skabe yderligere interne konflikter fremover.

For mig er det helt naturligt, at Grønland og Færøerne hver især etablerer vidtrækkende udenrigspolitiske mandater – specielt på det maritime og arktiske område. Men jeg afviser ikke, at Danmark gennem et konstruktivt samarbejde med landene i nord kan bevare en stor geopolitisk indflydelse, men det må ske på et ligeværdigt grundlag. Vi ser jo i rapporten og har hørt i dag flere konstruktive forslag til samarbjeder mellem landene.

Jeg er overbevist om, at vi på den måde kan udarbejde en mere ambitiøs og sammenhængende ambition for politik i arktis, som tager afsæt i Grønlandske og Færøske interesser.

En bæredygtig og fremtidsorienteret vision vil give vore befolkninger langt større muligheder for voksende velfærd, end reaktionære forslag af den type, som blev bragt til torvs forleden dag om at suspendere Grønlands selvstændighed".