Det er barndommens jul hjemme på Tinghúsvegur i Tórshavn. Der skal bages til jul, og der er meldt hyggestemning i køkkenet. Det er mor, der står for bagningen, og der er en særlig stemning, som er svær at beskrive.

Det har noget at gøre med forventningerne til jul. En højtid, som varierer, alt efter hvor man befinder sig i sit liv, og hvad man i øvrigt lægger i det at holde jul. Men den knytter os sammen på tværs af aldersforskelle på grund af nærværet omkring et fællesprojekt, der bygger op til julehøjtiden, som vi bare glæder os til.

Fra hjørnet nærmest det, vi dengang kaldte spisekammeret, flyder julemusik ud af vores grå transistorradio, indtil programmet med julehilsener fra færinger i udlandet kommer på.

Så spidser alle øren, for det hører absolut med til ritualet omkring julehygge og julebagning at høre julehilsener i Útvarp Føroya (Færøernes Radio). Folk sender hilsener fra nær og fjern, hvor det nære er i nabolandene. De fleste kommer fra Danmark, hvor færingeforeningerne har samlet sine sønner og døtre for at sende hilsener. Og strømmen af hilsener er uendeligt lang.

Mor lytter spændt for at høre, om der kommer en hilsen fra Alma i København. Jeg kan huske, at vi engang har været på besøg hos dem, og de to skriver sammen en gang imellem. Måske to-tre gange om året.

Nogle hilsener er lange – meget lange – familien er stor, og hver eneste mand og kvinde i familien får en hilsen, så man har tabt tråden, længe før de er færdige, hvis ikke man forventer at blive nævnt. Så kommer ham fra Sumba, der afleverer sin hilsen som et kvad – han er både poet og humorist – og indslaget høster stort bifald i køkkenet.

Kort efter kommer den hjerteskærende hilsen fra den unge mor i Hirtshals, som længes så frygteligt meget hjem til julestemningen på Færøerne. Hun brister i gråd for åben mikrofon. Det bevæger og vækker sympati hos nogle, mens en mere kynisk observatør kommenterer, at hun behøver da ikke tude sådan for åben mikrofon.

Som aftenen går, og lugten fra bagværket vækker appetitten, flytter hilsenerne i radioen sig fra Danmark til Norge, og nu følger vi med, om der kommer en hilsen fra faster i Myklebust. Jeg har aldrig været der, men husker hende, fra dengang hun var på besøg hos os nogle år tilbage.

Så flytter antennen over til Island og så videre ud over Europa og andre kontinenter. Nu er der langt færre hilsener – til gengæld er de rasende spændende. De kommer fra Skotland og England og Irland, ja, der var såmænd en hilsen iblandt fra Spanien og en fra Paris. Det inspirerer min fantasi, og jeg ser byerne for mig, som mine landsmænd bor i. Nogle af dem har boet længe i udlandet, det kan man høre på accenten.

Min fantasi kommer på overarbejde, da der på et tidspunkt kommer en hilsen helt fra Brasilien og en anden fra New Zealand. Hvad i himlens navn laver de på så fjerne kyster? Jeg forestiller mig regnskove og sandstrande, men ved egentlig ikke, hvad jeg skal tænke om New Zealand. Det må være eksotisk. Der var ikke nogen eksotisk hilsen til os, men de fik en del kommentarer på vejen. Ham i New Zealand kender de godt her i huset, forstår jeg. Han udvandrede for nogle år tilbage og klarer sig fint derude.

Nærheden i køkkenet, som dårligt kan rumme os alle sammen, har udvidet sig til en global affære med uendelige vidder. Jeg nyder at være midt i den trygge, forventningsfulde julestemning og de stadig varme kager, og selvom det er trangt med pladsen, så har julehilsnerne fra vores landsmænd og -kvinder åbnet hele verden for os og malet nogle billeder fra personlige skæbner og eksotiske lande, som har underholdt os hele aftenen.

Min far var direktør for radioen i 30 år, og vi voksede op som en slags fostbrødre – den færøske radio og jeg. Radioen var født i februar 1957, og min far adopterede den i 1960. Jeg kom til verden kort før jul i 1959.

Radioen fik enorm opmærksomhed og blev nærmest en bisidder ved middagsbordet i de færøske hjem og også til aftensmaden. Der blev tiet, mens nyhederne var på. Hvad mon Niels Juel siger i dag, kunne de spørge. De var ikke så mange i radioen i 1960’erne, så befolkningen var på fornavn med min far.

Jeg husker det ikke selv, men jeg har hørt, at jeg var til mit første juletræ i radioen kun ni dage gammel. Dengang gik man ikke så højt op i barselsorlov, men jeg har dem mistænkt for at forveksle med året efter. Det er også lige meget, for uanset hvad, så betød julefesten i radioen, der dengang lå på Bryggjubakki nede ved det Nyhavnsagtige Vágsbotn, utrolig meget for mig. Det gjorde den vist nok for de fleste, for der blev lyttet over det ganske land til dansen, sangen, historiefortællingen og den helt eminente julemand alias Poul Arni Joensen. Han var så begavet og charmerende samt en mester i tvetydig tale, at børnene fik deres, mens de ældre kluklo ad hans venlige stikpiller til det færøske etablissement.

Først når han havde udleveret de generøse julepakker, og børnene beredvilligt havde nævnt deres navne, blev der rundet af med en enkelt dans. De voksne var forbi min fars kontor, hvor der blev ønsket glædelig jul, grinet ad julemandens spydigheder og så en enkelt snaps at gå på. Så sivede alle gæsterne langsomt ud i aftenmørket omkring klokken halv fem og gik hjem på den knirkende sne for at holde juleaften med familien.

Det ritual fulgte jeg hver eneste jul sammen med julemandens søn Mourits, som var jævnaldrende. Længe efter, at både Poul Arni og Niels Juel havde givet stafetten videre til yngre kræfter, fortsatte vi i samme tradition.

Alt får en slutning, og for mig skete det, da mine egne børn voksede fra min barndomstradition. Men jeg husker den med stor glæde, og der er stadigvæk nogle i familien, der holder fast i ritualet, for det var faktisk min bror, der overtog rollen som julefestens mester.

Og når vi mødes hjemme hos min 93 år gamle mor for at bytte gaver efter dansen i radioen, så giver det en genklang i mine hjertekamre og minder, som kun de nærmeste vil forstå. Jo, og måske også Mourits!

Glædelig jul!