Spørgsmål S 381
Af: Magni Arge (T)
Til: Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)
Dato: 08-01-2018
Spørgsmål
Mener udenrigsministeren, at tvivlsspørgsmål om Færøernes kompetence i forhold til lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler bør kunne forelægges et kompetencenævn som beskrevet i hjemmestyrelovens § 6, stk. 2?
Begrundelse
Lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler af 2005 må i realiteten forstås som en modificering af det udenrigspolitiske råderum i hjemmestyreloven af 1948. At loven formelt set er en egen lov snarere end en ændring af hjemmestyreloven er et lovteknisk valg, som rigsmyndighederne har gjort på baggrund af et ønske fra det færøske landsstyres side, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger. Derfor er der tale om en lovregulering i hjemmestyrelovens regi, som Udenrigsministeriet ikke egenhændigt kan påtage sig ensidig og definitiv fortolkningsmyndighed over.
Udenrigsministeriet har egenhændigt fortolket, hvilke begrænsninger lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler sætter for Færøernes ret til at indgå folkeretlige aftaler. I et svar til spørgeren dateret den 2. januar 2018 (spørgsmål nr. S 335 af 18. december 2017) anfører udenrigsministeren, at »jeg kan bekræfte, at de danske myndigheder er ansvarlige for gennemførelsen af love som er vedtaget i Folketinget, herunder lovenes fortolkning.«
Dette harmonerer ikke med hjemmestyrelovens § 6, stk. 2, som i klar tekst beskriver, at når parterne er uenige, så nedsættes der et udvalg med 2 repræsentanter for regeringen i Danmark og 2 repræsentanter for Færøernes landsstyre samt 3 højesteretsdommere. Bliver regeringens og landsstyrets medlemmer ikke enige, skal højesteretsdommerne afgøre tvisten.
Derved er det gjort helt klart i hjemmestyreloven, at intet ministerium – hverken dansk eller færøsk – kan påtage sig rollen som definitiv fortolkningsmyndighed.
Svar
Det færøske landsstyre og regeringen har efter § 6, stk. 2, i lov om Færøernes Hjemmestyre mulighed for at forelægge tvivlspørgsmål om det færøske hjemmestyres kompetence i forhold til rigsmyndighederne for det i § 6, stk. 2, beskrevne nævn.
Efter lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler har Færøernes landstyre fuldmagt til at forhandle og indgå folkeretlige aftaler på vegne af Kongeriget Danmark.
Denne fuldmagt ændrer dog ikke på, at det efter § 19 i Danmarks Riges Grundlov er rigsmyndighederne, som har kompetencen til at indgå folkeretlige aftaler.
Denne fuldmagt begrænser således ikke de danske myndigheders forfatningsmæssige ansvar og beføjelser vedrørende forhandling, indgåelse og opsigelse af folkeretlige aftaler, herunder aftaler, der er omfattet lovens bestemmelser om fuldmagten, jf. § 1, stk. 5, i lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler.
Det fremgår desuden af de almindelige bemærkninger til lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler, at der ikke vil være tale om en egentlig overladelse af beføjelser til at handle i mellemfolkelige anliggender, og at regeringen derfor fortsat vil have udenrigspolitisk kompetence også i de anliggender, der omfattes af en bemyndigelse til det færøske landsstyre.
Jeg kan endelig bekræfte, at såfremt der i relation til lov om Færøernes landsstyres indgåelse af folkeretlige aftaler opstår tvivlspørgsmål om hjemmestyrets kompetence i forhold til rigsmyndighederne, kan sådanne tvivlspørgsmål forelægges det nævn, der er beskrevet i lov om Færøernes Hjemmestyre § 6, stk. 2.
Jeg kan i øvrigt henvise til besvarelserne af § 20-spørgsmål nr. 335 og 362, ligesom jeg for en beskrivelse af bestemmelserne om tvistløsning i lov om Grønlands Selvstyre (og i lov om Færøernes Hjemmestyre) kan henvise til URU, alm. del, bilag 159, den 18. marts 2013 (Notat vedrørende selvstyrelovens tvistløsningsbestemmelse).