Rætturin til at gera av egna framtíð er ikki sjálvsagdur í Evropa, vísir harðrenda atferðin hjá Spania ímóti katalanska fólkinum. Avgerandi er at fáa staðfest bæði tann interna og eksterna sjálvsavgerðarrættin hjá Føroya fólki í stjórnarskipanini, segði Magni Arge á fólkatingi í dag.
RÆTTURIN TIL AT GERA AV EGNA FRAMTÍÐ
"Folketingets nestor – Bertel Haarder – åbnede i tirsdags folketingsåret med ordene: “Folkestyre og frihed” er ikke nogen selvfølge, og derfor er åbningen af folketingsåret en festdag!”
Statsministeren konstaterede senere i sin åbningstale, at frihed og lighed er fælles europæiske værdier.
Disse udsagn stod i skærende kontrast til mine oplevelser i Catalonien i søndags. Oplevelser som brændte sig dybt ind i min sjæl og sind.
Den folkelige og fredelige samling omkring valgstederne allerede dagen før valget gjorde et stort indtryk. Den var hverken populistisk eller sekterisk, men den gav derimod indtryk af et dybfølt ønske om at få lov til på demokratisk vis at give udtryk for folkets holdning til Cataloniens ret til selvbestemmelse – retten til at stemme og retten til at bestemme.
Catalanerne vidste, at regeringen i Madrid havde sendt titusinde politfolk fra Guardia Civil til Catalonien for at forhindre valget. Alligevel samledes de omkring valgstederne. For de ville høres, og de ville stemme. “Votarem” – vi vil stemme - var slagordet.
Bankede løs med knipler
Catalanerne opførte sig med værdighed og forsvarede deres demokratisek ret med den blotte personlige tilstedeværelse, ord og stemmesedler.
Kontrasten var derfor enorm, da sortklædte, bevæbnede politifolk bag skjolde og skjulte ansigter marcherede ind på valgstederne i militære formationer og uden advarsel gik løs på alle, som stod imellem dem og stemmeurnerne.
Brutalt huggede de knipler ned på unge og gamle mænd, slæbte unge kvinder efter hårene, sloges med bedstemødre og sparkede og trampede på forsvarsløse borgere, før de røvede stemmesedlerne og lukkede valgstederne.
Jeg var selv til stede i Sant Joan de Villatorada, hvor Guardia Civil slog en mand i halvfjerdserne til blods. Han stod i køen tæt ved indgangen til valgstedet og ville bare bruge sin demokratiske ret til at stemme. Det kom han ikke til den søndag i Sant Joan de Villatorada.
Jeg undres over catalanernes selvbeherskelse. De gik ikke til modangreb. Sloges ikke. Prøvede blot med ord og deres forsvarsløse kroppe at lægge sig imellem de angribende politistyrker og stemmesedlerne.
Henved nihundrede mennesker blev skadet, firehundrede valgsteder lukket og et ukendt antal stemmer berøvet.
Samme aften takkede den spanske regeringsleder, Rajoy, politistyrkerne for deres eksemplariske indsats, og kongen formåede ikke at mane til besindighed og dialog og samle nationen.
Jeg forstår ikke, at vestlige demokratiske lande med EU i spidsen har været så tavse om denne brutale berøvelse af frihed.
Jeg er godt klar over, at der findes flere synspunkter og nuancer på konflikten i Katalonien, men de vestlige demokratier, som gerne forholder sig til selvbestemmelse, demokrati og menneskerettigheder andre steder på kloden, må også forholde sig til brud på grundlæggende demokratiske rettigheder blandt sine nærmeste alliancepartnere.
En bøn fra Catalonien
Da statsministeren i sin tale udtrykte stolthed over, at Danmark kæmper for verdens kvinder, kom jeg til at tænke på en af de mange opfordringer jeg har fået fra Catalonien.
Gloria, fra Barcelona, skrev:
“Jeg er ikke politiker, journalist eller advokat. Bare en ganske almindelig kvinde, mor, hustru og datter, som elsker mit land og respekterer andre lande og politiske holdninger, så længe de bygger på en demokratisk og humanitær idé.
I Madrid ser man på Catalonien som en del afSpanien – at vi alle hører til ét land – som brødre og søstre. Men siden i søndags har jeg spurgt mig selv: Ville en bror nogensinde behandle sine søskende som det spanske politi behandlede de catalanske borgere som kun ønskede at vælge?
Jeg beder dig bare om at fortælle hvad du oplevede, og opfordre regeringer, myndigheder og organisationer til at fordømme den spanske stats overgreb. Please HELP US!”, slutter hun.
Herved sender jeg hendes opfordring videre til regeringen og folketinget.
Det er kun to år siden det danske folketing udtalte at ”spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed er et anliggende for fredelig og demokratisk dialog mellem Catalonien og den spanske regering i Madrid.”
Jeg håber nuværende folketing er modigt nok til at fordømme brutal vold mod borgere, som ønsker indflydelse på egen fremtid gennem demokratiske folkeafstemninger, og at regeringen vil gøre en aktiv indsats for at få en mægling i gang - til fordel for en fredelig og demokratisk dialog mellem parterne.
Den færøske forfatning og selvbestemmelse
Der findes forskellige måder at gribe en fornuftig og respektfuld proces an på. Folkeafstemningen i Skotland var et godt eksempel. Og jeg har også tillid til, at vores egen tilgang til en folkeafstemning om en færøsk forfatning vil tjene som et godt eksempel for andre.
Forslaget til forfatningen blev fremstillet i lagtinget forleden og skal behandles i løbet af efteråret. Når lagtinget har fattet en beslutning skal den sendes ud til folkeafstemning, som afholdes seks måneder senere, så forfatningsforslaget kan blive genstand for en folkelig debat.
Forslaget er et identitetsdokument, som forholder sig til Færøerne som nation og færingerne som folk. Det indeholder bestemmelser om borgernes rettigheder og pligter, om det mandat, som borgerne giver de folkevalgte, og hvordan vi organiserer vores demokratiske institutioner.
I forfatningen fastslås det også, at det færøske folk har den højeste myndighed og skal spørges, hvis Færøerne skal afgive rettigheder ved indtræden i fællesskaber eller ønsker at udtræde af for eksempel Kongeriget og etablere en selvstændig stat.
Således vil vi hævde både den interne og den eksterne selvbestemmelsesret. Forfatningen indeholder ikke nogen køreplan for selvstændighed, men bestemmelser om hvilket mandat der skal søges hos de færøske vælgere for at gennemføre en sådan beslutning.
Møder en global udfordring
Forfatningen handler ikke kun om selvfølelse og national stolthed. Den er også et naturligt led i udviklingen af det færøske samfund, som har udviklet en stærk autonomi baseret på kulturelle værdier, solid eksportorienteret økonomi, overtagelse af myndighedsområder, udvikling af kompetencer og god infrastruktur.
Den færøske velfærd finansieres stort set med egne midler, og blokstøtten fra Danmark udgør mindre end 8% af de offentlige indtægter.
Færøsk lakseopdræt har ry for at levere verdens bedste laks og er blandt verdens fem største lakseproducenter.
Færøerne hører til blandt Large Ocean States, fordi vores havområde er stort: Samlet set er vi blandt verdens 25 største fiskerinationer - men målt per capita ligger vi i top tre.
Globaliseringen har flyttet gevaldigt om på konkurrencebetingelserne for stort set alle industrier og alle lande. Det gælder både Danmark og Færøerne.
Vi konkurrerer på livet løs hver dag, hver time og hvert minut om købernes gunst i Asien, Amerika, Europa – ja over hele verden. Og vi forhandler løbende om adgang til ressourcer og markeder.
Det kræver talent, kondition og kampånd for at holde mig til sportsterminologi og en erkendelse af, at vi kun kan klare konkurrencen, hvis vi er blandt de allerbedste. Der er ikke plads til seriehold i den globale konkurrence.
Vi må og skal derfor indrette os i forhold til de udfordringer vi møder i dag og i morgen, så vi fortsat kan udvikle og fastholde den færøske velfærd.
Større selvstændighed og mindre støtte
Statsministeren sagde, at EU er den helt afgørende platform til at varetage danske interesser i verden. Det har jeg respekt for, men EU og Færøerne har ikke altid de samme interesser. Netop derfor kan der opstå interessekonflikter mellem Danmark og Færøerne, som vi så det i makrelstriden.
Desværre ser jeg også konturerne af en ny konflikt under opsejling, fordi EU vil udvide den internationale hvalfangstskommissions mandat til også at omfatte småhvaler. Det må ikke ske, fordi IWC styres af en dyreværnslobby. Vi har et udmærket samarbejde i NAMMCO, som løbende følger med, om fangsten af småhvaler er bæredygtig.
Tiden har længe været moden til at revurdere kompetencefordelinger mellem Færøerne og Danmark, så vi kan koncentrere os om udvikling af et robust samfund hellere end at bruge energien på spidsfindige statsretlige diskussioner, som har afsæt i en fjern dansk fortid.
Det vi har brug for en tidssvarende og fremtidsorienteret samarbejdsmodel mellem Færøerne og Danmark, som giver os en stor portion udenrigs- og handelspolitisk bevægelsesfrihed.
Med større suveræne kompetencer står Færøerne stærkere rustet til fremtidens udfordringer. At det så koster en afvikling af blokstøtten over tid og de to folketingspladser er en overkommelig pris for en ’free association ’-model.
Til slut vil jeg gerne sige, at jeg er taknemlig for, at vi kan diskutere disse forhold på demokratisk vis, og at regeringen har forholdt sig konstruktivt til det færøske forfatningsforslag".
